Jeg er født i 1971 og er uddannet pædagog samt psykoterapeut. Jeg har primært været beskæftiget indenfor det specialpædagogiske område, herunder særligt anbringelsesområdet. Jeg har i mere end 25 år arbejdet med børn, unge, voksne og familier og har dermed stor erfaring i at skabe relationer og være i kontakt.
Jeg finder mødet mellem mennesker nærende og spændende, både der hvor relationen er nem og lindrende samt der hvor den er udfordrende og smertelig.
Mit overordnede fokus er at skabe optimale betingelser for individers udvikling, det være sig børn eller voksne, sammen eller hver for sig. Jeg tror på at vi alle er ligeværdige - børn som voksne - men nogle gange har vi brug for at have nogen at støtte os op af for at mestre den modstand vi oplever.
Jeg arbejder ud fra et traumeinformeret og helhedsorienteret menneskesyn med en nærværende, mentaliserende og anerkendende tilgang.
Jeg har ikke fokus på fortiden men er nysgerrig på de steder, hvor nutiden bliver grebet af fortiden. Derfor er det hvordan historien påvirker livet her og nu, der er det vigtige og ikke fortidens historie.
Jeg arbejder tværfagligt og koordinerende, og kan håndtere sager med kompleksitet og af akut karakter.
Jeg er fraskilt og ved derfor om at leve som ene forældre og det sårbare derved.
Jeg har været sygemeldt med stress - endda to gange - og kender dermed til ikke at være mig selv, ikke at kunne huske og være grådlabil.
Jeg har været cancer syg og kender derfor til det at befinde sig i en barsk situation som livstruende sygdom med angst og ked-af-det-hed samt det svære i at finde vej tilbage til hverdagslivet igen.
Jeg har gået i terapi igennem otte år, så jeg kender til udfordringerne og har erfaringer med at jeg intet fik forærende, da indsatsen skulle komme fra mig selv. Til gengæld lever jeg i dag med gevinsterne ved at arbejde med sig selv terapeutisk.
Jeg modtager løbende supervision, både individuelt og i grupper, ligesom jeg deltager i kurser og retreats i meditative sammenhænge. Jeg videreuddanner mig løbende. For eksempel er jeg Sorgvejleder uddannet af Jes Dige grundlægger af Skyggebørn.
P.t er jeg i gang med et forløb som facilitator af Familieopstilling hos Liv Dhanyo Thomsen.
Jeg er frivillig i foreningen spiseforstyrrelse og selvskade og faciliterer pårørendegrupper for Bedre psykiatri.
Jeg er uddannet psykoterapeut fra Hildebrand instituttet.
Psykoterapeutisk uddannelse i Lemvig - Hildebrand Instituttet og med to basisår fra DFTI. Dansk Familieterapeutisk Institut – Uddannelser, kurser, konsulentydelser
Dette har givet mig et grundlag for at kunne tilbyde både individuel og familieterapi og en særlig viden om hvad det gør ved os mennesker, når vi ikke bliver mødt som vi har behov for.
Begge institutter er evaluerede uddannelser hvilket sikrer, at jeg lever op til Dansk Psykoterapuetforenings krav.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes